Årets spil 2023

Der findes efterhånden rigtig mange forskellige brætspil og det kan derfor være svært, at vælge det næste til sin samling. Nogle af de vigtigste kriterier, når man leder efter et nyt spil, er selvfølgelig spillets kvalitet og hvor sjovt det er at spille. Hos Spilforsyningen er de eksperter i brætspil og hvert år uddeler de Spilforsyningsprisen: Årets bedste brætspil! Der er stor forskel på brætspil og en enkelt pris, kan selvfølgelig ikke dække alle spil. Derfor er Spilforsyningsprisen udelt på fire kategorier, så du kan finde årets bedste brætspil indenfor den kategori, der passer til dine behov. Men hvilke kategorier er der så tale om?

I år er der blevet uddelt priser for følgende fire kategorier:

  • Årets Børnespil
  • Årets Familiespil
  • Årets Selskabsspil
  • Årets Voksenspil

Med disse kategorier favner prisen en bred serie af spil, så der er noget til alle behov. Men hvordan bedømmer man årets bedste brætspil? For at vinde prisen bliver spillene bedømt ud fra en række kriterier, der tilsammen gør spillet til en god ”ambassadør” i de danske stuer for brætspilshobbyen. Først og fremmest skal spillet være udkommet indenfor de seneste 12 måneder eller være udkommet i en dansk udgave i samme tidsrum. Så skal spillet have et solidt og engagerende gameplay, et lækkert visuelt design og så er det selvfølgelig et plus, hvis det findes på dansk.

Herunder finder du de fire vindere af Spilforsyningsprisen: Årets bedste spil 2023.

Gå på Planken – Årets Børnespil

Årets børnespil er ”Gå På Planken” – et fantastisk sjovt spil, hvor man skiftes til at vende kort fra en bunke for at samle skatte. Man må vende ligeså mange kort man vil, indtil man vender to ens – så rykker man længere ud på planken. Som spillet skrider frem kommer der mere og mere vægt på planken – lige indtil man ryger i med et plask!

Spillet vinder specielt på sit unikke design og gameplay, der involverer en kombination af magneter, tyngdekraften og spillets egen æske. Derudover har spillet en flot præsentation og der er tydeligvis lagt energi i at producere et flot spil med solide komponenter. Sidst men ikke mindst er spillet også sjovt for voksne – og det er altid en bonus!

Sushi Go: Party – Årets Familiespil

Den engelske udgave af Sushi Go: Party har efterhånden et par år på bagen og har længe været et favorit spil blandt de ansatte i Spilforsyningen. Da der udkom en dansk udgave af spillet, blev det derfor også hurtigt en af favoritterne til at vinde Spilforsyningsprisen.

Sushi Go: Party benytter drafting-princippet, hvor man sender kort rundt fra spiller til spiller og prøver at sammensætte den bedste sushi menu. Spillet er sjovt, hurtigt og kan spilles igen og igen. Til trods for sit lette og hurtige gameplay, så tilbyder spillet også masser af strategisk dybde og så er det lige sjovt uanset om man er 2 eller 8 spillere.

Hard to Get – Årets Selskabspil

I Hard to Get bliver spillerne delt op i to lejre – et vidne og resten er detektiver. Det bliver nu vidnets opgave at få detektiverne til at gætte det rigtige ord ud fra et række af obskure dilemma kort. Det rigtige ord gemmer sig blandt 15 andre tilfældige ord og hvert dilemma kort tvinger detektiverne til at vælge ord fra baseret på, hvorvidt de eks. er mest ”Bamse eller kylling” eller ”Sovs eller Sauce”. Efter fem runder skal detektiverne have fundet det rigtige ord ellers taber de spillet.

Hard to Get tilbyder alt hvad et godt selskabsspil skal – regler der er  lette at lære og et gameplay, der kan spilles med alle og leder op til sjove samtaler.

Heat: Pedal to the Metal – Årets Voksenspil

I dette dansk-designede racerspil skal spillerne konkurrere om at være den første over målstregen. Spillerne skal nøje vurdere deres træk for ikke at overophede deres motor og der er derfor et stort fokus på hand management og risk vs. reward. Alt dette er med til at skabe et intenst og taktisk gameplay.

Men oven i det fantastiske gameplay, så er kommer spillet fra start med en masser ekstra gode sager. Du får blandt andet 4 forskellige baner, ekstra udvidelser med kampagne mode, AI modstandere, unikke racerkørere og meget mere. Nok til at underholde dig i årevis!

Bedøm denne side

Klik på en stjerne